Inkariget
Perus historie er meget spændende, bl.a. fordi det var her inkaindianernes højtudviklede kultur opstod. Forud for inkariget kan der dog også spores mange andre civiliserede kulturer så langt tilbage som før vores tidsregning.
Myterne fortæller, at inkarigets grundlægger, Manco Capac, sammen med sin søster blev skabt af solen på øen Isla del Sol i Titicacasøen. Manco Capac blev derfor betragtet som solens søn, som inka.
Han flyttede til Cusco og gjorde byen til hovedstad i Inkariget, som fra omkring år 1200 bredte sig så meget, at det i sin storhedstid omfattede hele det nuværende Peru og Ecuador, strakte sig langt ned i Chile og ind i det vestlige Bolivia og den nordvestlige del af Argentina.
Inkariget bredte sig ved at underlægge sig andre kulturer, som selv på mange områder (ikke mindst hvad angår forskellige slags håndværk) havde et højt niveau.
Inkasamfundet var delt ind i forskellige enheder, som alle havde en leder. Den mindste enhed var ikke individet, men familien. Over alle stod solens søn, inkaen, som uanfægtet, enevældig hersker. Grunden til at inkakulturen var så stærk var, at man havde en stærk central regering, der i alle de erobrede områder formåede at indføre det samme politiske system.
Dette bestod i at alle måtte underlægge sig det kollektive landsbysamfund, som indeholdt en form for stavnsbinding, der betød at ingen måtte forlade sit hjem og sit arbejde.
Opgivelsen af den personlige frihed var prisen for at være sikret føde og økonomi til livets ophold. Inkariget blev altså holdt sammen af en blanding af religiøs og politisk underkastelse.
Klik på billedet for at se det i fuld størrelse.